Månedens Klassiker - 1990 til 1999
Lørdag, 01 August 2015 00:00
 

ALFA ROMEO GTV.

   
GTV fra 2003, men bagenden er den samme for alle GTV. Denne bil har "Aero-kit" bestående af hækspoiler og læbe under den forreste kofanger, hvilket øger tophastigheden med 10 km/t.
Den lukkede GTV og dens åbne søster Spider blev begge præsenteret biludstillingerne i Paris i september 1994 og i Genève i marts 1995. De afløste henholdsvis GTV med transaksel (1974-1986) og Spider med baghjulstræk (1966-1994).

Bilerne er designet af Enrico Fumia, da han var ansat hos Pininfarina, og de er begge 100% Alfa Romeo med den traditionelle Alfa Romeo-trekant, den “flyvende” næse, de fire små forlygter, den markante “pressefold” fra forreste kofanger til lige under bagruden og de to forskellige bagender, der passer perfekt til henholdsvis GTV og Spider. Forlygterne er i virkeligheden to store, dobbelte forlygter og fire små, runde huller i motorhjelmen.

GTV og Spider deler platform med Fiat Tipo og Alfa Romeo 155, men det gør dem bestemt ikke ringere. Bilerne fik den helt nye motor 2,0 liter med variabel indsugningsknastaksel, to tændrør pr. cylinder, fire ventiler pr. cylinder, to modsat-roterende balanceaksler og det nyeste Bosch Motronic M2 10.3 styresystem. Det var meningen, at GTV og Spider skulle have samme baghjulsophæng som Alfa Romeo 155, men efter en prøvekørsel Balocco-banen insisterede chefen for Fiat Auto, Paolo Cantarella, , at køreegenskaberne skulle op et højere niveau, og et nyt multi-link baghjulsophæng blev konstrueret. Ved hjælp af dobbelte triangler og supplerende reaktionsarme holdes hjulet i en tilnærmelsesvis vertikal (lodret) position. Hjulophænget udnytter de tværgående kræfter ved kørsel om hjørner til at give en grad af baghjulsstyring med en klar fordel af stabilitet og kontrol.
 
     
Interiør fra 1994 med manuel aircondition.
GTV fra 1994.
Interiør fra en Edizione Sportiva fra 2001 med sort læder med røde syninger, rødt gulvtæppe, fuldautomatisk aircondition og trekantet knap til katastrofe-blinket.
GTV fra 1999 med krom i trekanten..
Interiør fra 2003 med rund knap til katastrofe-blinket.
GTV fra 2003 med ny front.
Ved præsentationen kunne GTV fås som 2.0 T.Spark 16V med 150 hk og 2.0 V6 TB (turbo benzina) med 200 hk, og Spider kunne fås som 2.0 T.Spark 16V med 150 hk og 3.0 V6 med 192 hk. GTV og Spider kunne fås i to udstyrsniveauer. Basis havde sæder med stofbetræk, stålfælge med plastic-hjulkapsler og ingen aircondition, og Lusso havde sæder med Momo-læder, aluminiumsfælge og manuel aircondition.

Fra november 1996 kunne GTV også fås som 3.0 V6 24V med 220 hk. Fra april 1998 kunne både GTV og Spider fås som 1.8 T.Spark 16V med 144 hk (ikke i Danmark), og GTV 3.0 V6 24V havde nu 6-trins gearkasse. I 1999 fik begge biler fuldautomatisk klimaanlæg, knappen til katastrofeblinket blev trekantet, og der kom krom i Alfa Romeo-trekanten.

biludstillingen i Genève i marts 2003 blev GTV og Spider præsenteret med et lille facelift (udført af Pininfarina), der udvendigt kan kendes en ændret front, hvor Alfa Romeo-trekanten nu er mere fremtrædende, lidt i stil med Alfa Romeo 147 (før dens facelift), men dog bredere. Sæderne fik et andet udseende og en lidt lavere placering, midterkonsollen blev ændret, og knappen til katastrofeblinket blev rund. Motorerne var nu 2.0 JTS med 165 hk og 3.2 V6 24V med 240 hk.

GTV og Spider er blevet fremstillet i mange udstyrsvarianter. Et eksempel er GTV Edizione Sportiva fra 2001 til det tyske marked som 2.0 T.Spark 16V og 3.0 V6 24V med sortmetallic lakering, rødt gulvtæppe, elektrisk justerbare og opvarmede forsæder, sort Momo-læder med røde syninger for- og bagsæder, dørsider, rat og gearknop, 17" aluminiumsfælge med "telefon-design" samt Blaupunkt-radio med indbygget navigation og cd-skifter i bagagerummet.

Produktionen af GTV og Spider (begge tipo 916) ophørte i 2004, og de er siden blevet afløst af Brera og Spider (begge tipo 939).
 
   
Kan det blive smukkere?.
SPECIFIKATIONER, GTV 3.0 V6 24V

Opbygning
Selvbærende stålkarrosseri. Tværliggende motor, placeret foran. Gearkasse, placeret ved motor. Forhjulstræk.

Motor
6-cylindret 60 graders V-motor med fire overliggende, tandremstrukne knastaksler og fire ventiler pr. cylinder. Motorblok og topstykker af aluminium. Boring 93 mm. Slaglængde 72,6 mm. Slagvolumen 2.959 cm3. Kompression 10,0:1. Tændings- og indsprøjtningssystem af typen Bosch Motronic M3.1. Maksimal effekt 220 hk v/6.300 o/m. Maksimalt drejningsmoment 265 Nm v/5.000 o/m. Litereffekt 74,3 hk/l.

Transmission
Manuel 5-trins gearkasse med gearstang, placeret i gulvet. Tør enkeltpladekobling. Udveksling i gearkasse: 1. 3,50:1; 2. 2,23:1; 3. 1,52:1; 4. 1,15:1; 5. 0,91:1; R. 3,54:1. Udveksling i differentiale: 3,56:1.

Hjulophæng
For: McPherson-ophæng med krængningsstabilisator.
Bag: Multi-link ophæng med dobbelte triangler og supplerende reaktionsarme, skruefjedre, hydrauliske teleskopstøddæmpere og krængningsstabilisator.

Styretøj
Tandstangstyring med servoassistance og 2,2 ratomgange fra stop til stop.

Bremser
Hydraulisk system med servoassistance. ABS. Skivebremser med ventilerede bremseskiver for og massive bremseskiver bag samt lastafhængig bremsekraftregulator til bagbremserne. Mekanisk håndbremse baghjulene.

Hjul
Aluminiumsfælge 6,5x16” med dæk i størrelse 205/50-16.

Mål og vægt
Længde 428,5 cm. Bredde 178 cm. Højde 131,8 cm. Akselafstand 254 cm. Sporvidde for/bag 150,8/153,0 cm. Frihøjde 12 cm. Egenvægt 1.415 kg. Benzintank 70 liter. Bagagerum 155 liter (110 liter med reservehjul).

Præstationer
Acceleration 0-100 km/t 6,7 s. Tophastighed 240 km/t. Gennemsnitligt brændstofforbrug 8,5 km/l.

Nypriser pr. 15.09.1996:
Spider 2.0 T.Spark 16V kr. 390.000
Spider 2.0 T.Spark 16V L kr. 430.000
Spider 3.0 V6 L kr. 520.000
GTV 2.0 T.Spark 16V kr. 380.000
GTV 2.0 T.Spark 16V L kr. 420.000
GTV 3.0 V6 24V L kr. 543.000 (pr. 23.10.1997)
   
Tekst: Erik Schifter-Holm Foto: Erik Schifter-Holm og Alfa Romeo
 

 

Banner

© 2008-2018 Alfa Romeo Klub Danmark