Månedens Klassiker - 1920 til 1929
Søndag, 01 Februar 2004 00:00
 

ALFA ROMEO 6C 1500

Alfa Romeo 6C 1500 blev præsenteret automobiludstillingen i Milano i 1925 og året efter i Paris og London, men det første eksemplar blev først solgt i 1927. Bilen var designet af Vittorio Jano, og det var første gang, at Alfa Romeo fremstillede biler med små motorer.

   

Bilen havde en 6-cylindret rækkemotor 1.487 cm3 med en ydelse 44 hk, hvilket gjorde den lette bil kvik og nem at manøvrere. Model 6C 1500 kunne fås med akselafstand 290 eller 310 cm, med fire eller seks sæder, med åbent (torpedo) og lukket (berlina) karrosseri, samt som en 2-sæders bil med åbent karrosseri (spider). Biler med 4-sæders karrosseri havde en tophastighed 110 km/t, mens biler med 6-sæders karrosseri kun kunne køre 105 km/t.

En Alfa Romeo 6C 1500 med 44 hk kostede 45.000 lire, men en Fiat 509 med 22 hk og en tophastighed på 78 km/t kunne fås for under det halve.

I 1928 kom en kraftigere udgave, 6C 1500 Sport, med to overliggende knastaksler og forhøjet kompression, og den maksimale ydelse var nu 54 hk. 6C 1500 Sport kunne fås med berlina-, spider- og torpedo-karrosseri, men kun med en akselafstand på 292 cm. Tophastigheden var 125 km/t for berlina og 130 km/t for spider og torpedo.

6C 1500 Sport deltog i adskillige væddeløb. I maj 1927 vandt en 6C 1500 Sport sin klasse i det spanske Rambassada-bakkeløb. I juni 1927 vandt Enzo Ferrari et væddeløb i Modena med en 6C 1500 Sport, og i maj 1928 vandt Costantino Magistri væddeløbet Giro di Sicilia med en 6C 1500 Sport. Alfa Romeo 6C 1500 Sport kunne blandt andet fås med karrosserier af Castagna, Farina, Touring og Zagato.

       
Alfa Romeo 6C 1500 med lang akselafstand, seks siddepladser og torpedo-karrosseri fra Nord Italia i Milano. Alfa Romeo 6C 1500 Normale med sportsligt karrosseri, købt af Benito Mussolini.
Den kaftigste af dem alle, én Alfa Romeo 6C 1500 Super Sport Testafissa. Billedet er fra Mille Miglia 1929 med d'herer Pirola og Guidotti. Tegninger af motoren i Alfa Romeo 6C 1500 1927. En Alfa Romeo 6C 1500 Sport med spider-karrosseri af Garavini.

Samme år kom de endnu kraftigere udgaver af model 6C 1500, nemlig varianterne 6C 1500 Super Sport, 6C 1500 SS Compressore, 6C 1500 Mille Miglia Speciale, og 6C 1500 MMS Compressore. Den maksimale ydelse var nu mellem 60 og 76 hk og tophastighederne mellem 125 og 140 km/t. D'herrer Campari og Ramponi vandt Mille Miglia i 1928 i en 6C 1500 SS Compressore.

Den kraftigste af dem alle var varianten 6C 1500 Super Sport Testafissa (italiensk for fast hoved) med topstykke og cylinderblok ud i ét, en maksimal ydelse 84 hk og en tophastighed 155 km/t. Den blev kun fremstillet i seks eksemplarer.
 

   
  Alfa Romeo 6C 1500 Normale med berlina-karrosseri af Touring.

SPECIFIKATIONER, 6C 1500

Opbygning
Chassisramme af stål med karrosseri af stålplade. Langsliggende motor, placeret foran. Gearkasse placeret ved motor. Baghjulstræk.

Motor
6-cylindret rækkemotor med en tandhjulstrukket, overliggende knastaksel, topventiler og to ventiler pr. cylinder. Krumtaphus af aluminium, cylinderblok og topstykke af støbejern. Boring 62 mm. Slaglængde 82 mm. Slagvolumen 1.487 cm3. Kompression 5,8:1. En lodret dobbelt-karburator af typen Zenit 30D2. Maksimal ydelse 44 hk v/4.200 o/m. Litereffekt 29,6 hk/l.

Transmission
Manuel 4-trins gearkasse med gearstang, placeret i gulvet. Tør flerplade-kobling. Udveksling i gearkasse: 1. 3,337:1; 2. 2,1:1; 3. 1,465:1; 4. 1:1; R. 2,97:1. Udveksling i differentiale: 5,4:1.

Styretøj
Snekke/rulle.

Hjulophæng
For og bag: Stiv aksel med halvelliptiske, langsliggende bladfjedre og støddæmpere af friktions-typen.

Bremser
Mekanisk system med tromlebremser for og bag. Mekanisk håndbremse alle hjul.

Hjul
Trådfælge med dæk i størrelse 4,95x19".

Mål og vægt
Længde 382 cm. Akselafstand 290 cm. Sporvidde for og bag 138 cm. Egenvægt 1.000 kg. Benzintank 40 liter.

Præstationer
Tophastighed 110 km/t.

Produktionsantal
6C 1500, 1927-1929, 862 stk.
6C 1500 Sport, 1928-1929, 171 stk.
6C 1500 Super Sport, 1928-1929, 31 stk.
Total, 1.064 stk.

Tekst: Erik Schifter-Holm. Foto: Fabriksfoto.

 

 

Banner

© 2008-2018 Alfa Romeo Klub Danmark