Månedens Klassiker - 1980 til 1989
Mandag, 01 December 2003 00:00
 

ALFA ROMEO 90

Alfa Romeo 90 blev præsenteret i efteråret 1984 som en afløser for Alfetta fra 1972. Nuccio Bertone havde stået for designet, og resultatet var en funktionel og elegant sedan med noget så usædvanligt som en hastigheds-afhængig frontspoiler.

   
Alfa Romeo 90 2.0 i.e. fra 1984.

Frontspoileren var ophængt i to små gas-støddæmpere, og når hastigheden oversteg 80 km/t, blev spoileren "trukket" ned af fartvinden. Mekanisk set var Alfa 90 identisk med dens forgænger, Alfetta'en.

Alfa 90 havde den kendte 4-cylindrede rækkemotor i aluminium med to overliggende, kædetrukne knastaksler. Slagvolumen var 1.779 og 1.962 cm3 med henholdsvis 120 og 128 hk. 2-liters motoren kunne også leveres med elektronisk benzinindsprøjtning af typen Bosch Motronic.

Derudover kunne Alfa 90 fås med V6-motoren fra Alfa 6 og GTV på 2.492 cm3 med 156 hk og med en 4-cylindret dieselmotor fra motorproducenten VM på 2.393 cm3 med 110 hk. V6-varianten havde udstyrsniveauet QO (Quadrifoglio Oro = gyldent firkløver), der omfattede digitale instrumenter, tågeforlygter, centrallås, elektriske sideruder for og bag, køre-computer med syv funktioner samt metallak.

         
Den første 90'er. Super-modellen fra 1986 med ny kølergrill.
Røntgentegningen viser grundkonstruktionen, som vi kender fra Alfetta, langsliggende motor foran (her V6), gearkasse bag, tværsvingarme foran og torsionsfjedre, DeDion-aksel bagtil med skruefjedre.

I juni 1985 blev Alfa 90 præsenteret med en V6-motor på 1.996 cm3 således, at køberne kunne undgå at betale den "høje", italienske afgift på 38% for biler med slagvolumen over to liter. Under to liter blev kun betalt 18%. Motoren ydede 132 hk, og det rakte til en tophastighed på 192 km/t.

På Automobiludstillingen i Torino i 1986 blev Alfa 90 præsenteret som Alfa 90 Super, og den kunne fås med fem forskellige motorer, nemlig 1.8, 2.0 i.e., 2.0 V6 i.e., 2.5 V6 i.e. og 2.4 TD. Gearkasserne havde fået nye udvekslinger, hvilket forbedrede accelerationstiderne, og tophastigheden kunne nu opnås i femte gear. For første gang kunne en Alfa Romeo fås med elektroniske ABS-bremser, men kun sammen med den 6-cylindrede motor. Dieselmotoren havde fået en mindre turbolader (Aravio K16 i stedet for K24), og diesel-brændstoffet blev nu opvarmet inden forbrændingen. Alfa 90 Super havde en kølergrill med nyt design, og plastic-rammen ved den bageste nummerplade var ikke længere matsort, men havde nu karrosseriets farve. Sædernes betræk var nyt, og varme- og ventilationsanlægget var forbedret.

Den sidste 90'er blev fremstillet i november 1987.

Ifølge medlemslisten er der kun 15 stk (pr. december 2003) Alfa 90 i vores klub.

       
Alfa Romeo 90 2.5 V6 i.e. QO med digitalt speedometer og "moderne" omdrejningstæller. Derudover havde bilen adskillige "checkpaneler".
   
Forbedret gearskiftmekanisme med ekstra led i forhold til Alfetta.
Forhjulsophæng fra Alfetta med tværsvingarme, torsionsfjedre, reaktionsarm, krængningsstabilisator, og her ventilerede bremseskiver, fordi det er V6-udgaven.
Den traditionelle Nord-motor, dog her med Bosch benzinindsprøjtning  

SPECIFIKATIONER, 90 2.0 i.e.

Opbygning
Selvbærende karrosseri. Langsliggende motor, placeret foran. Gearkasse placeret bag. Baghjulstræk.

Motor
4-cylindret rækkemotor med to overliggende, kædetrukne knastaksler og to ventiler pr. cylinder. Motorblok og topstykke af aluminium. Boring 84 mm. Slaglængde 88,5 mm. Slagvolumen 1.962 cm3. Kompression 9:1. To stk. karburatorer af mærket Solex. Maksimal ydelse 128 hk v/5.400 o/m. Maksimalt drejningsmoment 179 Nm v/4.000 o/m. Litereffekt 65,2 hk/l.

Transmission
Manuel 5-trins gearkasse med gearstang, placeret i gulvet. Tør enkeltpladekobling. Udveksling i gearkasse: 1. 3,5:1; 2. 1,956:1; 3. 1,258:1; 4. 0,946:1; 5. 0,78:1; R. 3:1. Udveksling i differentiale: 3,818:1.

Hjulophæng
For: Dobbelte triangler med langsliggende torsionsfjedre, hydrauliske teleskopstøddæmpere og krængningsstabilisator.
Bag: DeDion-aksel med skruefjedre, hydrauliske teleskopstøddæmpere og krængningsstabilisator.

Styretøj
Tandstangsstyring. Servoassistance ekstra.

Bremser
Hydraulisk system med servoassistance og skivebremser for og bag (ved differentiale). Mekanisk håndbremse på baghjulene.

Hjul
Stålfælge med 185/70HR14 dæk.

Mål og vægt
Længde 439 cm. Bredde 164 cm. Højde 142 cm. Akselafstand 251 cm. Sporvidde for/bag 137/136 cm. Frihøjde 12,5 cm. Egenvægt 1.080 kg. Benzintank 49 liter. Bagagerum 500 liter.

Præstationer
Tophastighed 190 km/t.

Produktion
1.8, 1984-1987, 6.677 stk.
2.0/2.0i/2.0 V6 i.e., 1984-1987, 27.447 stk.
2.5 V6 i.e., 1984-1987, 6.912 stk.
2.4 TD, 1985-1987, 15.392 stk.
I alt 56.428 stk.

Nypriser i Danmark pr. 01.09.1985
2.0 , 199.949 kr.
2.5 V6 i.e., 281.762 kr.
 

       
Den medfølgene attache-taske passer lige ind i hullet i instrumentbrædtet. Loft som i en flyvemaskine med lys og betjeningspanel mv. Hastigheds-afhængig frontspoiler anno 1984. Vinden pressede spoileren nedad.

Tekst: Erik Schifter-Holm. Foto: Fabriksfoto.

 

 

Banner

© 2008-2018 Alfa Romeo Klub Danmark