Månedens Klassiker - 1910 til 1919
Tirsdag, 01 Februar 2000 00:00
 

A.L.F.A. 40-60 HP

Denne gang har vi fat i en af de ældste Alfa'er helt tilbage til tiden, hvor Romeo ikke var kommet ind i billedet endnu.

   
5. oktober 1919: Alfa 40-60 HP kørt af Giuseppe Campari ved 3. udgave af bakkeløbet Parma-Poggio di Berceto. Giulio Ramponi, en ung mekaniker, ses bilens højre side.
Alfa 40-60 HP var tiltænkt det sportslige publikum, for hvem model 24 HP ikke var tilstrækkelig. Efter en del tøven i ALFA's ledelse fik Giuseppe Merosi i slutningen af 1912 grønt lys til at fremstille en mere kraftfuld model. Den nye model 40-60 HP skulle ikke udelukkende være til væddeløbsbrug, men samtidig være mærkets flagskib.

Modellen var teknisk yderst avanceret med en 6-liters motor, men den blev ingen succes og nåede kun at blive fremstilles i 28 eksemplarer. De "civile" udgaver havde motorer med sideliggende knastaksler, stødstænger og topventiler. I 1914 fremstilledes væddeløbsudgaver med motorer med overliggende knastaksler og fire ventiler pr. cylinder!
   
De deltagende Alfa'er i Targa Florio i 1920: Fra venstre ses Giuseppe Campari og mekanikeren, Giulio Ramponi, i en 40-60 HP fra 1914, Enzo Ferrari og mekanikeren, Conti, i en 20-30 HP og Ugo Sivocci og mekanikeren, Porri, i en 40-60 HP. Enzo Ferrari kom i mål en andenplads, og det siges, at Alfa Romeo's ledelse efter dette løb fik øjnene op for Enzo Ferrari's evner som kører. I Targa Floria i 1921, der nu var flyttet fra oktober til maj, deltog Ferrari og Sivocci begge i en 20­30 HP, medens Campari deltog i en 40-60 HP. Campari blev nummer tre, Ferrari blev nummer fem, og Sivocci gennemførte ikke. I juli 1921 deltog de tre kørere Mugello-banen ved Firenze i de samme biler og kom i mål med Campari, Ferrari og Sivocci som nummer et, to og tre.
Alfa 40-60 HP blev leveret i forskellige udgaver: 4-sædet torpedo til almindelig brug, 2-sædet spider til væddeløbsbrug (med en cylinderformet benzintank bag sæderne og reservehjul bag benzintanken) og som "nøgent" chassis. Den 2-sædede udgave deltog med succes i flere landevejsløb og bakkeløb indtil 1922. Modellen nåede en tophastighed 147,54 km/t under "Brescia's flyvende kilometer" i 1921, og den satte banerekord med et gennemsnit 141,605 km/t ved grand prix'et Monza i oktober 1922, hvilket i øvrigt var modellens sidste "optræden" i væddeløb.
   
Denne Alfa 40-60 HP Aerodinamica kan ses Museo Storico, Alfa Romeos eget museum i Arese ved Milano.
En Alfa 40-60 HP fra 1914, med et bemærkelsesværdigt karrosseri fra Carrozzeria Castagna, bestilt og designet af den milanesiske greve, Marco Ricotti. Karrosseriet var nærmest dråbeformet, og tophastigheden var 139 km/t.

SPECIFIKATIONER, 40-60 HP

Opbygning
Stålchassisramme med karrosseri af stålplade. langsliggende motor, placeret foran. Gearkasse placeret ved motor. Baghjulstræk.


Motor
4-cylindret rækkemotor med to sideliggende knastaksler og to ventiler pr. cylinder. Motorblok og topstykke af støbejern. Boring 110 mm. Slaglængde 160 mm. Slagvolumen 6.082 ccm. Kompression 4,35:1. En enkelt-karburator. Maksimal ydelse 70 hk v/2.200 o/m. Litereffekt 11,5 hk/l.


Transmission
Manuel 4-trins gearkasse med gearstang placeret køretøjets højre side. Tør flerplade-kobling. Udveksling i gearkasse: 1. 3,5:1; 2. 2,42:1; 3. 1,6:1; 4. 1:1:; R. 4,5:1 Udveksling i differentiale: 2,88:1.


Hjulophæng
For og bag: Stiv aksel med halveliptiske, langsliggende bladfjedre

Styretøj
Snekke/rulle.

Bremser
Mekanisk system med tromlebremser på baghjulene. Mekanisk håndbremse på baghjulene.

Hjul
Trådfælge af stål med dæk i størrelse 860 x 120.

Mål og vægt
Længde 430 cm. Akselafstand 320 cm. Sporvidde for og bag 145 cm. Egenvægt 1.250 kg. Benzintank 70 liter.

Præstationer
Tophastighed 125 km/t.

Produktionsår
1913-1915

Produktionsantal
28 eksemplarer

Tekst: Erik Schifter-Holm. Foto: Fabriksfoto & WWW.

 
 

 

Banner

© 2008-2018 Alfa Romeo Klub Danmark